CITU er et videnscenter for indlejrede it-systemer og skal i forbindelse med gennemførelse af centrets projekter stimulere og udvikle AU-HIH’s innovationsevne. Samtidig påtager centret sig rollen som et nyskabende, praksisorienteret og dynamisk videns- og kompetencecenter for integreret it-udvikling i tæt samspil med erhvervslivet.
IT-produkter skal være attråværdige, lette at bruge og have en høj kvalitet. Dagligt bliver der udviklet millioner af IT-produkter for teknologiens skyld, som ingen vil eller kan bruge, og som hurtigt går i stykker og ikke kan opdateres. CITU har de rigtige kompetencer, følger det rigtige værdigrundlag, og arbejder efter de rigtige metoder.
Ofte når en udvikler - eller for den sags skyld en hvilken som helst anden person - vil lære noget nyt f.eks. om en udviklingsmetode bliver han eller hun ofte mødt med en stor mængde teori, som skal læses (og forstås), før man når den egentlige pointe. Faktisk opnår kun ganske få hands-on viden, og endnu færre kommer til at forstå den grundlæggende filosofi.
CITU destillerer teorien og vender pyramiden om, således at man får de vigtigste informationer først. Ideen er, at få udvikleren til at forstå filosofien med det samme. hvorefter han eller hun kan dykke længere ned i teorien. Denne filosofi er eksemplificeret i metoden Embedded Unified Development Process (EUDP) - et CITU-projekt i 2004-2005 (www.eudp.dk).